Dronningen vil være indlagt hen over weekenden til observation.

Dronning Margrethe er torsdag eftermiddag blevet indlagt på Rigshospitalet på grund af hjertekrampe.
Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
Den 86-årige dronning vil være indlagt hen over weekenden til observation og yderligere undersøgelser, lyder det.
– Hun er træt, men ved godt mod, skriver Kongehuset i pressemeddelelsen.
Kongehuset vil melde ud, når der er nyt.
Hjertekrampe kaldes også angina pectoris. Tilstanden skyldes hovedsageligt forkalkning i hjertets kranspulsårer, fremgår det af hjemmesiden sundhed.dk.
Dronning Margrethe havde sidst et offentlig arrangement i kalenderen 6. maj, da hun besøgte Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup, fremgår det af Kongehusets kalender.
Tidligere på måneden deltog hun i den svenske konge Carl Gustafs 80 års fødselsdag.
Hun fyldte selv 86 år 16. april og blev fejret på Fredensborg Slot med koncert af Den Kongelige Livgardes Musikkorps.

Flere indlæggelser, men aktiv dronning
Dronning Margrethe har de seneste år været indlagt flere gange.
Sidste år i maj blev dronningen indlagt på Rigshospitalet til observation som følge af en forkølelse og blev udskrevet nogle dage efter.
Året før blev hun indlagt efter et fald og var sygemeldt i en længere periode.
I 2023 gennemgik hun en større rygoperation og var i den forbindelse også sygemeldt fra de kongelige pligter i en længere periode. Det var samme år ved nytårsaften, at hun annoncerede sin abdicering.
På trods af flere indlæggelser har dronning Margrethe de seneste år været aktiv, siger DR’s kongehusredaktør, Karen Lerbech.
– Det er jo ikke mange år siden, hun abdicerede og overgav tronen til sin søn, kong Frederik, fordi hun med egne ord kunne mærke alderen tynge, og at hun syntes, det var tid til at overlade faklen til næste generation, siger hun.
– Vi har dog i løbet af det seneste års tid set hende mere. Hun har et aktivt program, hun har officielle opgaver.
Blandt andet var dronning Margrethe sidste år på sin første store udlandsrejse i fire år, da hun rejste til Rom.
– Så det er ikke, fordi hun er gået på pension og har trukket sig fuldstændigt tilbage. Og jeg synes egentlig, det har været en aktiv dronning på 86 år, som vi har set i løbet af det seneste års tid. Men hun er jo 86 år gammel, og det er måske ikke unormalt i den alder, at man godt kan mærke alderen tynge, siger Karen Lerbech.
Fungerende statsminister Mette Frederiksen udtaler i forbindelse med indlæggelsen, at hun er berørt af meldingen om indlæggelsen.
– Det berører mig dybt, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe er blevet indlagt.
– Jeg ønsker dronning Margrethe en hurtig bedring og sender mine varmeste tanker til hele den kongelige familie, siger Mette Frederiksen i en udtalelse til Ritzau.