
Han var på det store lærred, teaterscenen og i de kulørte blade.
Lars Høy var en af datidens store stjerner. Han spillede overfor Dirch Passer i ”Piger i trøjen” og overfor Lisbet Dahl i både ”Pigen og drømmeslottet” og genindspilningen af klassikeren ”Nøddebo Præstegård”.
Han dannede også par med Lisbet Dahl gennem en årrække, og det unge skuespillerpar havnede ofte i spalterne.
Efter skilsmissen fra Lisbet Dahl, begyndte han at danne par sin nuværende hustru, skuespiller Merete Voldstedlund, som også har spillet med i “Nøddebo Præstegård”. I 1985 flyttede de med deres datter til Aarhus, hvor han har boet siden.
I løbet af årene har Lars Høy trukket sig mere og mere fra rampelyset, men fredag aften trådte han endnu en gang ind i det, da han gjorde sin entré på den røde løber.
Det skete, da Nordisk Film i aften danner rammer om en stor Dirch Passer-fejring.
Den store komiker ville være fyldt 100 år her den 18. maj, og i den forbindelse har filmkoncernen inviteret en række kendte, der har spillet overfor Dirch.
– I 1975 lavede vi ”Piger i trøjen”, hvor jeg spillede en ung mand, som til sidst blev gift i filmen, og han (Dirch Passer, red.) var sergent. Og det var skideskægt. Han var en sød mand, fortæller den i dag 79-årige Lars Høy, da BILLED-BLADET fanger ham på den røde løber.
De sidste 25 år af Lars Høys karriere var han på Aarhus Teater. Han stoppede med sin skuespilkarriere i begyndelse af 2010’erne, om end han havde en mindre rolle i ”Alle for tre” i 2017.

Lars Høy og Lisbet Dahl i 1970’erne.
Foto: Karl Nord/Ritzau Scanpix
De fleste danskere vil nok huske ham fra ”Nøddebro Præstegård”, men han bliver ikke længere genkendt på gaden:
– Nej, det gør jeg ikke – ikke engang når de hører mit navn. Jeg var jo ung dengang og sorthåret og havde krøller over hele hovedet. Men den (Nøddebo præstegård, red.) kører jo i december.

Lars Høy til fejringen af Dirch Passer.
Foto: Hanne Juul
Udover fejringen af Dirch byder aftenen også på et gensyn med gamle kolleger for Lars Høys vedkommende:
– Det er jo hyggeligt. Jeg sidder ved siden af Ann-Mari Max Hansen, og vi spillede sammen på Folketeatret for mange mange år siden, afslutter Lars Høy med et stort smil.
Udover ”Nøddebo Præstegård”, ”Piger i trøjen” og ”Pigen og drømmeslottet” har Lars Høy også medvirket i kendte klassikere som ”Matador”, ”Kassen Stemmer” og ”Piger til søs”.