Ifølge belgiske medier mistede flere livet, da et tog påkørte en skolebus i Østflandern

Tog rammer skolebus i Belgien
En minibus til skoletransport blev tirsdag morgen ramt af et tog ved en jernbaneoverskæring i Buggenhout i Østflandern. Belgiske medier skriver, at flere personer har mistet livet, men det er endnu ikke officielt bekræftet.
Omkring 100 passagerer fra toget er blevet evakueret, og togtrafikken på strækningen er midlertidigt indstillet. De præcise omstændigheder ved ulykken og antallet af kvæstede er fortsat uklare.
Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.
En skolebus er tirsdag morgen blevet ramt af et tog i Buggenhout i Belgien, skriver belgiske medier.
Flere personer har mistet livet i ulykken.
Det skriver både public service-mediet VRT og Het Laatste Nieuws med henvisning til anonyme kilder. Udmeldingen er ikke officielt bekræftet.
En person har fået livreddende behandling, oplyste Geert Hermans, som er borgmester i Buggenhout i provinsen Østflandern, tidligere tirsdag ifølge det belgiske medie.
Video fra stedet viser flere udrykningskøretøjer.
Bussen, der blev ramt, skal være en minibus, som blev brugt til skoletransport.
Ulykken er sket omkring klokken 08.15 ved en jernbaneoverskæring. De nærmere omstændigheder kendes ikke umiddelbart, og der er også uvished om antallet af kvæstede og deres tilstand.
Dyb sorg
Den belgiske indenrigsminister, Bernard Quintin, skriver på det sociale medie X, at han “med dyb sorg har fået besked om den tragiske ulykke”.
– Mine tanker går til ofrene og deres pårørende, skriver han.
Omkring 100 passagerer på toget er blevet evakueret og er blevet bragt til den nærliggende brandstation, skriver VRT. En af passagererne er i chok og modtager behandling.
Het Laatste Nieuws har været i kontakt med togpassageren Jens, hvis fulde navn ikke oplyses. Han siger, at det hele skete på “et par sekunder”.
– Vi mærkede et højt brag, og et vindue i den forreste del af toget knustes, siger han.
Togtrafikken på strækningen er blevet midlertidigt indstillet. Der er indsat erstatningsbusser.