36-årig knaldet to timer efter brand

Kunne være endt meget alvorligt

Det kunne være gået helt galt tirsdag formiddag i Brønderslev i Nordjylland.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Klokken 11.08 fik politiet en anmeldelse om brand i en trappeopgang i en beboelsesejendom på Vestergade i Brønderslev.

Anmelderen havde umiddelbart inden opkaldet til Nordjyllands Politi selv slukket branden.

Foreløbige undersøgelser peger på, at branden var påsat.

– Det er vores vurdering, at branden kunne have udviklet sig meget hurtigt, hvis ikke den var blevet slukket kort tid efter antændelsen. Der var en person til stede på adressen, og situationen kunne derfor have fået alvorlige konsekvenser, siger politikommissær hos Nordjyllands Politi, Carsten Straszek.

Anholdt

Godt to timer efter branden blev en 36-årig mand klokken 13.15 anholdt og sigtet for kvalificeret brandstiftelse.

Anholdelsen skete blandt andet på baggrund af gode og præcise iagttagelser fra vidner, der opholdt sig i nærheden af gerningsstedet.

– Vidneforklaringerne har været helt centrale for det hurtige efterforskningsarbejde, som førte til anholdelsen få timer efter anmeldelsen, konkluderer Carsten Straszek.

Den 36-årige forventes fremstillet i grundlovsforhør onsdag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *