Anklager i drabssag: – Det er en yderst alvorlig sag

En 19-årig er sigtet for at have dræbt en 41-årig kvinde. Nu sætter anklager ord på sagen.

En 19-årig mand fra Ikast-Brande er sigtet for at have dræbt en 41-årig kvinde fra Fyn med flere knivstik.

Han er blevet varetægtsfængslet frem til 8. maj. Det kom frem efter et grundlovsforhør ved Retten i Svendborg søndag formiddag.

Der er navneforbud i sagen, og dørene blev lukket. Derfor er det også begrænset, hvad anklager Daniel Dokkedahl kan sige om sagen, som kan kalder “yderst alvorlig”.

– Der er en frygt for, at han vil begå ny alvorlig personfarlig kriminalitet, men også en frygt for, at han vil gå ud og påvirke vidnerne i sagen, forklarer specialanklager Daniel Dokkedahl ved Fyns Politi.

Fyns Politi har tidligere udtalt, at der ikke er en familiemæssig-relation mellem nogen af partnerne i sagen. Det bekræfter Daniel Dokkedahl efter grundlovsforhøreret og uddyber:

– Men det er også vores opfattelse, at der er en eller anden form for relation, men hvad der præcist ligger i den forudgående relation, skal afdækkes yderligere, siger specialanklageren.

Af dommerens kendelse fremgik det, at der er begrundet mistanke om, at den 19-årige to uger tidligere med kniv har stukket en søn til den dræbte kvinde.

– Fyns Politi har en anmeldelse fra marts måned, hvor den samme gerningsperson er sigtet i en sag om vold med kniv, og nu skal det undersøges, hvordan relationerne er mellem de to sager og det persongalleri, der ses på tværs af de to sager, fortæller specialanklageren.

Den 19-årige nægtede at udtale sig under grundlovsforhøret, ligesom han nægter sig skyldig. Han accepterede dog varetægtsfængslingen og har i øvrigt indvilliget i at lade sig mentalundersøge.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *