Philip Patrick Westh tilstår drabet på Emilie Meng

Efter næsten ti år med benægtelser har den livstidsdømte Philip Patrick Westh nu erkendt både drabet på Emilie Meng og forsøget på at bortføre en efterskoleelev i Sorø

Efter næsten et årti med benægtelser har Philip Patrick Westh nu tilstået drabet på Emilie Meng.

Den 35-årige mand, der allerede er fængslet med en livstidsdom for flere alvorlige forbrydelser, har under nye afhøringer erkendt både frihedsberøvelsen og drabet på den 17-årige Emilie Meng.

Samtidig har han også tilstået forsøget på at bortføre en 15-årig efterskoleelev i Sorø, skriver Berlingske.

Dermed får en af de mest omtalte kriminalsager i nyere dansk historie en ny udvikling næsten ti år efter, at Emilie Meng forsvandt ved Korsør Station tidligt om morgenen den 10. juli 2016.

Westh blev anholdt i april 2023 efter kidnapningen af en 13-årig pige fra Kirkerup på Vestsjælland. Kort tid efter blev han også sigtet for drabet på Emilie Meng og overfaldet på efterskolepigen i Sorø.

Under retssagen i 2024 nægtede han sig skyldig i begge forhold, mens han kun delvist tilstod sagen fra Kirkerup.

Nu har han ændret forklaring.

Hans forsvarsadvokat, Karina Skou, bekræfter, at Westh under afhøringer hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har tilstået drabet på Emilie Meng.

– Jeg kan blot sige, at han ønsker at tage ansvar, siger hun til Berlingske.

Politiet vil ikke fortælle nærmere om indholdet af forklaringerne.

I en skriftlig kommentar oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, at der er tale om forklaringer afgivet i en afsluttet straffesag, og at man af hensyn til de involverede ikke ønsker at gå i detaljer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *